KEYBO.dk
Log på  Du er ikke logget på
Error loading MacroEngine script (file: /cart/mini-cart.cshtml)
KEYBO.dk  

Kolonihavehus- en oase i en travl hverdag

umbraco.MacroEngines.DynamicXml
To trækfugle fra stenbroen fandt oase

To travle trækfugle fra stenbroen fandt oase

Meliha og Paw tegnede og byggede deres drømme-kolonihavehus fyldt med kærlighed og sjæl i en hyggelig haveforening i Brønshøj



Tekst & foto:
BO ØSTLUND

http://booestlund.dk/om

- Vi købte kolonihaven for at komme lidt væk fra ræset og larmen inde i byen. Lysskiltene, trafikken, de mange mennesker ... Og vi har fået det lige nøjagtig, som vi drømte om. Det er som om, at nogen slukker for lyden, når vi cykler over det første chikane-bump på Brønshøjsholms Alle, og så er der ikke andet end fuglefløjt. Så falder skuldrene falder ned, vi smider alle de tanker og problemer, som vi har i rygsækken, og bliver helt rolige inden i ...

   41-årige Meliha smiler glad, og 43-årige Paw nikker.

   Vi står på en dejlig novemberaften i det magiske vintermørke med et glas vin i Paradisets Have pyntet med lyskæder, levende lys og flagermuselygter på terrassen uden for det midaldrende københavnerpars vidunderlige, selvtegnede hus i Havebyen Brønshøjholm, som er en andelsforening bestående af 105 haver beliggende skønt ved Brønshøj Kirkemose, som en del af den fredede, nærliggende Utterslev Mose.

   Havebyen blev stiftet for i 1924, og i dag er dens medlemmer i oasen en blandet skare af unge og ældre københavnere, der har det til fælles, at de holder af at rode i jorden, frisk luft og fuglesang, og fællesskabet fejres og bevares gennem faste, årlige begivenheder såsom det årlige loppemarked, arbejdsdage samt sommerfesten, mens andre aktiviteter som havevandringer, plantebyttedag og grillaftener forekommer på medlemmernes initiativ.

   Brønshøjholm – som ikke er medlem af Kolonihaveforbundet - hører under "Lov om kolonihaver" som varig kolonihave, hvor helårsbeboelse ikke er tilladt. Men ellers er der plads til mangfoldighed, for ingen af husene eller haverne er ens.

   Nogle er med snorlige hække og friserede græsplæner, andre med  stauder, økologiske urtehaver eller naturgrunde.

   Og hertil ankom i 2012 Meliha og Paw, som til daglig bor i en treværelses lejlighed på Nørrebro og lever det travle københavnerliv på hvert deres job. Meliha som forestillingsleder på Nørrebro Teater med arbejdsdage på 13-14 timer. Paw som virksomhedskonsulent i Københavns Kommune inden for beskæftigelsesbranchen.

Meliha Og Paw 1

 

Ledte i halvandet år

Parret, som mødte hinanden for syv år siden, og som begge hver især er vokset op i huse, inden de flyttede hjemmefra og ind til København – Meliha på Amager, Paw i Ganløse – havde længe drømt om et alternativ til stenbroen, så de kunne trække sig væk om sommeren, og bo i pagt med naturen, og i 2010 begyndte de at lede efter et kolonihavehus.

   - Vi ville gerne have græs under fødderne og en køkkenhave – og et sted, hvor vi kunne invitere vennerne mere uformelt, end vi kan i en lejlighed på fjerde sal - og vi var interesserede i at finde et sted i cykelafstand, hvor vi let kunne komme ind på jobs, fortæller Paw.

   Parret brugte halvandet år på at finde det helt rigtige sted, og de besøgte alle haveforeninger i Københavns Kommune. Allerede på den første cykeltur var de i Brønshøjholm, hvor der var en grund til salg, men på grund af beliggenheden så tæt på hjertet af København, var prisen også højere end så mage andre steder, så derfor gik turen videre. Til Herlev. Skovlunde. Amager.  

   - Vi kiggede på 10 forskellige kolonihaver, men når vi kom rundt de forskellige steder, kom vi hele tiden i tanke om dette sted, som har en særlig charme. Og en dag så vi i Den Blå Avis, at denne grund var til salg. Den var dog for dyr for os i forhold til husets stand. Det var kun et pilråddent, gammelt, faldefærdigt skur i en hul med en sø neden under, og på det tidspunkt havde vi ikke tænkt os, vi skulle bygge et nyt hus.

   - De ville have 850.000 kroner og det var for dyrt – men et halvt år senere skrev vi en mail til dem og sagde: ’Hvis I vil sælge det for 650.000 kroner, så springer vi til, for vi vil rive jeres hus ned.’ Vi havde nemlig nu fået mulighed for at låne af banken, og de stod i en situation, hvor de havde fået tilbudt et hus og bare skulle af med dét her. Og så flaskede det hele sig for alle. Vi købte det i november 2011, og så gik det ellers stærkt, smiler Meliha, som hurtigt sammen med Paw gik i tegn med selv at tegne parrets drømmehus.

   - Jeg interesserer mig for byggeri og arkitektur, og jeg sad og tegnede på det til langt ud på natten. Det var bare så sjovt at sidde og tegne vores fremtidige liv, og det var en vanvittigt spændende og intens proces, fortsætter hun, og Paw supplerer:

   - Mange af vores venner sagde, at sådan et byggeprojekt virkelig tester et forhold.  Men vi kom faktisk begge to ud af det og tænkte: ’Hold kæft, hvor var det sjovt ... Dét vil vi gerne gøre igen!’

Meliha Og Paw 5

 

De vigtige forberedelser

Inden købet forberedte parret, som blev gift i 2013, sig også godt, og Paw og Meliha satte sig bl.a. ind i kommunens regler med byggesager, men de mødtes også med formanden for haveforeningens bestyrelse og spurgte ind til, om der var noget, de skulle være opmærksomme på.

   Hvorfor var den have, de havde forelsket sig i, overhovedet til salg? Var der problemer med naboerne?

 Og hvordan var hele stemningen i haveforeningen? Var der stor udskiftning?

   - Men det viste sig hurtigt, at foreningen havde en god økonomi, og en seriøs og voksen bestyrelse, så efterhånden forsvandt alle vores spørgsmål og betænkeligheder. Især da vi fandt ud af, at området er fredet, og at priserne i haveforeningen har ligget stabilt gennem hele krisen på mellem 1,2 og 1,5 millioner kroner. Et enkelt hus er sågar solgt for 2,6 millioner.

   Det var også vigtigt for parret at sikre sig, at de intet gjorde forkert, når de byggede deres nye drømmehus på de tilladte 60 kvadratmeter for enden af den knap 300 kvadratmeter store grund.

   - Så vi har bygget 60 kvadratmeter, for det måtte man, og hældningen på taget kunne være 10 grader, men kun fordi den var tosidet osv. Havde den været énsidet, havde der været andre regler, og huset havde kun måttet være tre et halv meter højt. Det er vigtigt at sætte sig ind i tingene, før man sætter noget i gang,  og risikerer at tegne et drømmehus, man ikke må bygge.

   Vigtigt var det også for Paw og Meliha at lave en kontrakt med en entreprenør, da tegningerne, tilrettet af en arkitekt, lå klar sammen med en godkendelse og byggetilladelse fra kommunen otte måneder senere.

   - Vi valgte at betale det ekstra, så alt kørte som smurt. Vi ved godt, at andre vælger at bygge selv, men det er et kæmpestort arbejde.

   Så entreprenøren gik i gang efter sommerferien 2012, og allerede tre en halv måned senere, i december, stod den hyggelige hule klar - og naturligvis  blev julen fejret med familien i Havebyen Brønshøjholm.

   Og det blev en ganske særlig jul.

Meliha Og Paw 7

 

Livskvaliteten og Lille-Svin

Paw og Meliha er i dag ikke ét sekund i tvvl om, at deres nye hus har givet dem mere livskvalitet og glæde.
   - Her er så utroligt skønt. Vi er meget mere i pagt med naturen, og vi har mødt og er blevet venner med skønne personer fra alle samfundslag og i alle andre aldersgrupper  - folk, vi ellers aldrig ville have mødt og have haft i vores omgangskreds. Nu beriger de vores liv, og det var været en ekstra, helt uventet, bonus. Til daglig har vi jo kun meget lidt kontakt til de andre beboere i opgangen inde på Nørrebro.
   - Og tænk sig at kunne og ud og plukke sine egne blåbær og brombær. Vi går også ofte ture ned til Utterslev Mose, hvor der er et fuglereservat.
   - Vi taler ofte om, hvad vi mon havde lavet lige nu inde i den treværelses på 83 kvadratmeter på fjerde sal, i stedet for at nyde livet her i kolonihaven.  Så havde vi nok tændt for fjernsynet, men her kan man i stedet sidde og nyde solnedgangen akkompagneret af klokkerne fra Brønshøj Kirke.
   - Her har vi naturen lige uden for døren. Når der går en sky fra solen, og den kommer frem, træder vi bare ud. Hvis man sidder oppe på fjerde sel, er det ikke altid, man får pakket rygsækken og kommer uden for. Vi får meget mere frisk luft nu, og når vi laver mad, kan vi gå ud og plukke krydderurter i haven.
   - Og her er også pindsvineunger. Jeg har ikke set et pindsvin, siden jeg var en lille pige, men nu har vi bygget et lille pindsvinehus til dem, og vi håber, de vil flytte ind i det og overnatte her til vinter, smiler Meliha.
   Parret hænger også små kopper med fuglefrø op til de fjedrede venner, som de sidder og kigger på – og så har husstanden også fået en ny beboer i form af den tilløbende sort-hvide kat, som hurtigt fik navnet Lille Svin.
   - Men vi elsker Lille Svin, som bor hos os, når vi er her – og så klarer han sig alene, når vi er væk.

 

Nærheden er vigtig

Paw og Meliha bor hele sommerperioden i haveforeningen fra april til september, men de bruger også huset på mange andre tidspunkter af året på weekendbesøg, ved højtider, og når de ellers har mulighed for at kigge forbi.

   Og så går tiden ellers med at slappe af og bare sidde og se græsset gro – borte fra det hektiske hverdagsliv i hjertet af København.

   - Det føles virkelig som at komme på landet, på Feddet. Vi glæder os hvert år til at komme herud, når foråret er på vej. Vi har lige lagt løg og ser frem til, at de kommer op i marts-april næste år. Det er dén slags små projekter, man kan gå og sætte i gang og glæde sig over, og i 2016 har vi virkelig ambitioner om, der skal vokse en masse spændende ting i køkkenhavens højbede.

   I øvrigt er parrets bedste råd til andre, som drømmer om et kolonihavehus, at tænke og huske på afstanden til det normale hjem.

   - For os var det en god investering at finde et sted, som er dyrere end så mange andre steder, men som er tæt på byen. For så får vi det nemlig brugt. Nærheden er vanvittig vigtig. Havde vi købt en grund med hus bare 5-10 kilometer længere fra København, havde vi kunnet få den til det halve, men så havde vi ikke brugt den nær så meget. Nu kan vi let cykle til og fra arbejdet i hele den periode, hvor vi bor herude.

   - Vi har også valgt at benyttes os af dyre materialer, og huset er malet med dyr maling.

Meliha Og Paw 6


En sjov process

Det har kostet Paw og Meliha 850.000 kroner at bygge huset, og dertil kom tilkøb af en sivebrønd samt en pumpebrønd i tilfælde af skybrud, ligesom der også er anlagt have og købt møbler, tv, vaskemaskine og nyt køkken for cirka 150.000 kroner.

   Så det hele løber op i en million – ud over grunden på 650.000 kroner.

   - Heldigvis fik Meliha solgt sin lejlighed godt, da vi flyttede sammen, så vi havde så mange penge på kistebunden, at banken ville låne os til købet af det nye huset, og vi har faktisk lige fået vurderet det hele til omkring to millioner, så der er altså en fortjeneste på 350.000 kroner, fortæller Paw – som dog samtidig fastslår, at huset absolut ikke er bygget som en investering.

   Dertil betyder det og stedet allerede efter tre år alt for meget for parret.

   For alt er blevet lige nøjagtig, som de havde drømt om.

   I fire plan.

   Med det store opholds- og leverum, som udgør tre-fjerdedele af huset, den hyggelige hems med sengen og udkik gennem et vindue til stjernerne for oven under taget, det lille hyggelige gæsteværelse et trin ned, toilettet endnu et trin ned – og det fikse ombyggede IKEA-garderobeskab bygget ind i gæsteværelset under trappen op til hemsen.

   - Vi har selv fundet på huset og det har været en rigtig sjov proces. Det var vigtigt at udnytte de 60 kvadratmeter bedst muligt, og vi valgte at tegne et hus med lav hældning på taget og et meget stort leverum, mens vi til gengæld ned-skalerede sove- og badeværelse ud fra princippet, at de rum, man bruger mindst, skal være mindst.

   Huset har gulvvarme og brændeovn, og regnvand opsamles i stor regnvandstank, som bruges til at vaske tøj, skylle ud i toilettet med og vande have med, hvorfor der stort set ikke er brug for at åbne for hanerne til kommunevandet

Meliha Og Paw 10

"Alt hvad vi drømte om ...."

Der findes mange slags fritidshuse, men Paws og Melihas kongeblå, gennemtænkte hule emmer af hygge, kærlighed og kreativitet.

   Og i dag er de lykkelige for deres beslutning.

   - Når man har boet i byen i 20 år, og elsker den med alle dens cafeer og kulturtilbud, og arbejder i den, og vennerne bor dér – ja, så kan man ikke give slip på den. Men vi savner det, vi kan huske, fra vi var børn, og så er dette det tætteste, vi kunne komme på vores opvækst, uden at give slip på byen, og i dag har vi fået det bedste af alle verdener.

   - Vi er begge rundet de 40, og har set det meste af verden, og vi var klar til at dyrke det nære, bygge lidt rede, og være mere sammen med venner – så i stedet for at søge ud i den store verden, søger vi måske nu ind til nogle andre, indre værdier, fastslår Paw – og Meliha nikker:

   - Vi har simpelthen fået mere ro i sindet, og jeg kan mærke det helt fysisk. Jeg har det bedre. Er mindre stresset. Tiden går lidt langsommere herude, og jeg bliver ikke konstant påvirket af andre mennesker og larm.

   Denne jul er hele familien inviteret til klippe-klistre-dag med ild i pejsen, og efter i 2016 går det igen løs med dejligt samvær med hele familien fra bedsteforældre over forældre til nevøer og niecer.

   - Dette hus er blevet alt det, vi drømte om, og mere til.

   - Vores helt eget hus fyldt med kærlighed og sjæl – og et sted, hvor vi allerede nu drømmer om at sidde og holde hinanden i hånden, når vi bliver gamle ...


Meliha Og Paw 4




 

 
 
Ejendomsmæglere på KEYBO.dk     Boligleksikon
KEYBO.dk - kontakt Johnnie Ankjær – 21 44 18 18