KEYBO.dk
Log på  Du er ikke logget på
Kurven er tom
KEYBO.dk  

Forvandling af bungalow til patricievilla

umbraco.MacroEngines.DynamicXml
Fra bungalow til patricievilla - tålmodighed er en dyd!

En 83 år gammel ejendom nær Brønshøj Torv er blevet omdannet til drømmehus. Ejerne fortæller om projektet, og giver masser af gode råd til andre selvbyggere.

 

 

Tekst & fotos:

BO ØSTLUND

Bo Til Hjemmeside 320X290

http://booestlund.dk/om

 

Der ligger de.

   Spredt hen over en lille, hyggelig og idyllisk villavej nær Brønshøj Torv. Bygget af en driftig murermester i 1930’erne, da han som så mange andre kastede sig over årtiets nye, hede danske trend: Bungalowen.

   Defineret som en mindre ejendom med de to karakteristiske elementer: Den kvadratiske grundplan og det lave pyramidetag eller helt flade tag. Huset fik gerne tilføjet hjørnevinduer, terrasser og udvendige trapper, og den kvadratiske grundform gav det karakter af en terning.

 

Facadefotofoer

   Praktisk, kvadratisk, smart – som en Ritter Sport.

   I 1932 var turen kommet til ejendommen henne på hjørnet, og hurtigt blev den 68 kvadratmeter store rødstensbygning med pyramidetag og kælder bygget og kom således til verden i samme år, hvor også Johnny Cash, Little Richard, Omar Shariff, Patsy Cline og Jens Jørgen Thorsen blev født.
   Det firkantede hus fik hurtigt sine første ejere, og siden fulgte flere til – og sådan kunne bungalowen stadig have huset nye skæbner i sin oprindelige form, hvis det ikke lige var fordi, at en familie en efterårsdag i 2013 var kommet forbi og faldet pladask ikke for det gamle, dobbeltmurede og sunde hus, men mere for dets muligheder og beliggenheden.

   Helle og Henrik havde længe drømt om en bolig i Brønshøj-området til dem og deres tre sammenbragte børn. Ganske vist boede de dejligt ud til Furesøen, men de ville meget gerne tættere på byen, hvor deres børn går i skole, og hvor vennerne bor. Og fra Brønshøj er der blot syv kilometer til Rådhuspladsen

   Da der i september lå en underskrevet salgskontrakt på deres hus, gik de i gang med at lede.

 

Kærlighed ved første blik

- Vi havde kigget på store huse, men der er ikke mange med tre lige store værelser til tre teenagere. Vi kiggede på et hus ikke så langt herfra, som kostede fem millioner, men så skulle vi lægge mellem 500.000 og 700.000 kroner i det, fordi der var sætningsskader. Og så fik vi det jo alligevel ikke helt, som du gerne vil have det, fortæller Henrik, som til daglig arbejder i den finansielle branche.
   I stedet gik parret på jagt efter noget mindre  som de kunne bygge om.

   - Vi spurgte ejendomsmægleren: ’Har I noget, som er ved at komme til salg ...?’  Og så svarede han: ’Ja, det har jeg faktisk ... Min kollega har lige talt med én ...’

   Det var, næsten, kærlighed ved første blik, og de havde en dejlig følelse, da de trådte ind  i ejendommen, som var en typisk bungalow indrettet med et stort soveværelse, en spisestue og en dagligstue. .

   - Vi kørte ud og så det, og vi kunne straks se mulighederne i det, og forelskede os lidt i det. Beliggenheden var utrolig god, der var en helt speciel charme over ejendommen, og vi havde en fornemmelse af, at det kunne blive rigtig godt. Og så var ruminddelingen i kælderen fornuftig i forhold til vort ønske om to teenageværelser dernede.

   - Da vi trådte ind i huset, kunne vi bare mærke stemningen, men da vi skulle gå, tænkte vi alligevel: ’Gider vi? 68 kvadratmeter – det er jo no way ...’  Men hele kvarteret,  området og gaden, hvor ejendommen lå, var superdejligt, og vi faldt for det hele med det samme, smiler Helle, der til daglig arbejder som projektleder.


Glade naboer

Købet af ejendommen  blev gennemført i december 2013, og da Kong Vinter igen afspadserede, således at der ingen frost var i jorden, kunne byggeriet påbegyndes i februar 2014.

   Ni måneder senere stod drømmehuset klar. Samme tid, som det varer at lave en baby. Dette blev et smukt barn – om end en velvoksen nyfødt på 250 kvadratmeter i tre plan. Den oprindelige grundplan på 68 kvadratmeter blev udvidet til 90, der blev bygget en førstesal på ejendommen, og kælderen blev udvidet med 22 kvadratmeter.

   Det eneste oprindelige, som blev tilbage fra bungalowen, var tre ydervægge og den vidunderlige overdækkede terrasse , som fremstår, som den altid har gjort. Og så naturligvis plug-inn til strøm, vand og kloak. Ellers blev alt andet indvendigt fornyet, således at ejendommen i dag har stue, køkken, tre værelser, to badeværelser – og endnu to værelser i kælderen.

   Det nu smukke hvide hus med sort tegltag og sprossede vinduer opfylder i dag alle familiens behov og danner rammen om det perfekte liv for ikke blot Helle og Henrik, men også parrets tre teenagebørn Liam, Alexander og Cecilie , som alle synes, det har  været vidunderligt at komme tættere på København og deres skolekammerater og venner.

   Også naboerne er glade:

   - Mange af dem er gået forbi og er kommet med positive kommentarer, men vi har også gjort alt for at bygge huset med respekt for området.  Helt overordnet er det jo også kun godt for dem, at vejens ejendomme moderniseres, for det betyder, at også deres huse stiger i værdi, for man kigger jo på ejendommene på hele vejen, når man beslutter at købe et hus, siger Henrik.

Kunne følge byggeriet hver dag

Der har naturligvis været en masse beslutninger, som skulle tages undervejs. For Helle og Henrik har det været en stor fordel, at de har kunnet bo i nærheden hos Henriks bror, blot få minutters gang borte, i de ni måneder, det varede at ombygge huset.

   - Det har været helt afgørende, at vi ikke har skullet bo i huset under ombygningen. I det gamle hus var der hver dag byggestøv og alt muligt ragelse over det hele, da jeg fik bygget det om i sin tid. Det var ikke fedt, husker Henrik.

   - Nej, og hvis Henrik selv skulle have bygget hver dag, når han kom hjem fra arbejdet, var det gået meget stærkt ud over familielivet, og han var aldrig blevet færdig. Det var aldrig gået, hvis vi skulle have boet i en skurvogn i haven, supplerer Helle over kaffen i det skønne nye køkken.
   - Det var to meget vigtige aspekter.

   Da købet var på plads, gik parret i gang med det store projekt. Her var det også helt afgørende, at de hver dag kunne kigge forbi deres kommende hjem for at se, hvordan arbejdet skred frem, og at uventede problemer kunne løses, at alle misforståelser kunne fanges i opløbet og at alle beslutninger kunne tages hurtigt.

   - Hvis vi f.eks. havde vi boet i Køge, havde vi kun kunnet komme her to-fire gange om måneden, og så var det aldrig gået så smertefrit, fastslår Henrik, som sammen med Helle hurtigt valgte at hyre den samme håndværker, som i sin tid istandsatte deres tidligere hus i Farum.

   Men som det allerførste – og også inden købskontrakten fik underskrifter – tog parret ind til kommunens tekniske forvaltning for at få klargjort, hvad der forelå af servitutter.

   Henrik:

   - Havde vi ikke kunnet bygge førstesalen på, havde det været ’no go’, for så var huset ikke blevet stort nok. Men det måtte vi gerne, og så tog vi fat i arkitekten, som lavede tegninger, og efter et par møder med ham, var den stort set hjemme. Så kunne vi gå i gang.

 

Sjælen bevaret

Det viste sig heldigvis helt som forventet, at håndværkeren, som parret arbejdede sammen med – og som også var entreprenør på projektet – var utrolig god. Han havde både gode idéer og masser af lige så gode forbindelser, ligesom han også kendte arkitekten, fordi de tidligere har arbejdet sammen på større projekter.

   - Derfor kunne vi lynhurtigt få rettet nogle hovsa'er og taget nogle beslutninger undervejs, for man kan ikke lave sådan et byggeri, uden der opstår nogle hurdler og ændringsønsker undervejs, lyder det fra Helle.

   Til at starte med, havde parret f.eks. ikke planlagt at bygge kælderen ud, men i stedet at lade den blive og bygge 1. sal på, men under processen ændrede de holdning, da de ellers skulle have ændret på hele husets rumfordeling.

   Alligevel er det dag lykkedes Helle og Henrik at bevare husets gamle sjæl, og der er en helt speciel ro og følelse af harmoni, når man træder ind i ejendommen, selv om der kun står de tre ydervæge tilbage. Resten er spritnyt.
   Hele kælderen er gravet op og isoleret. Der er lagt varme i de nye klinkegulve, indervæggene i kælderen er isoleret indefra.  I stueetagen er der bygget endnu en indvendig væg i stedet for hulmursisolering, da den ifølge arkitekten kunne medføre kuldebroer. Der er nu tredobbelte vægge, nye gulve med varme og nye lofter over alt i stueetagen.
   Derudover er der bygget nye badeværelser både på 1. sal og kælderen.

   Huset har i øvrigt ingen radiatorer. Al varme kommer gennem gulvvarmen.

   - Der er intet, vi har fortrudt, så vi har tænkt: ’Aiii, det skulle vi have lavet anderledes.’ Huset opfylder alle vores behov. Vi har fået en superfed stue, et fint køkken-alrum, nogle gode værelser til børnene. Ja, vi har fået vores drømmehus!

 

Købte på optimalt tidspunkt

Hvor meget, parret har postet i ombygningen, ønsker de ikke at afsløre – men de fortæller gerne, at de fik en god hjælp, da de var så heldige at købe den gamle bungalow på det allermest optimale tidspunkt.

   - Vi købte ejendommen for udbudsprisen, og vi har efterfølgende investeret en del. Vi har også fået huset vurderet, og de ejendomme, vi så på i området, ligger inden for samme niveau, så investeringen skulle kunne komme hjem igen. Andet ønsker vi ikke. Jeg er jo økonom, smiler Henrik, som derudover kan glæde sig over, at parret var så heldige, at de købte og handlede på et optimalt tidspunkt.
   - I dag er et tilsvarende hus i samme stand, som da vi købte, steget 700.000-800.000 kroner. Så vi har både været heldige og gjort det fornuftigt – bl.a. ved at købe ind de rigtige steder, hvorved vi har sparet en del.

   Parret har samtidig valgt ikke at gå på kompromis med kvalitet og ønsker. Hverken når det gælder de sprossede vinduer eller de lækre, lyse askegulve og trappen som matcher i træsort.

   - Det er blevet fuldstændig, som vi havde tænkt os. Det har været en god rejse, og det var helt fantastisk at flytte ind for et år siden.  
   Kun én ting har Helle og Henrik savnet undervejs:

   - Vi har ledt efter gode generelle råd og inspiration fra selvbyggere på nettet, men der lå ikke rigtig noget fra andre, som havde været gennem lignende byggeprojekter.

   Derfor vil Brønshøj-parret gerne give nogle erfaringer videre.

   Læs dem her.    

 

HELLES OG HENRIKS  10 GODE RÅD:

 

1.

Tag før købet ind på kommunens tekniske forvaltning og undersøg, hvad der findes af servitutter i området. Hvad må man her?

 

2.

Få en god arkitekt. Gennemgå projektet med arkitekten og spørg ind til detaljerne for herved at minimere risikoen for misforståelser og overraskelser

 

3.

Få lavet en samlet entreprise.  Gennemgå den med entreprenøren, for at få et samlet overblik over økonomien, så overraskelser minimeres. Gør jer helt klart hvilke materialer, I vil have, hvor mange vægge, der skal være, hvilke gulve – og hvad med døre, paneler, håndtag? Husk det hele, og vær også opmærksom på bortkørsel af affald. Det kan godt blive en stor post i budgettet. Lav en diverse-konto på en realistisk procent af byggesummen.

Få i det hele taget lavet et ordentligt og realistisk budget, hvor I selv kan følge med. Tænk konservativt, for der kommer med al sandsynlighed  overraskelser. Ting bliver pludselig dyrere, end I havde regnet med.

4.

Find nogle gode og pålidelige håndværkere, som I stoler på, få gerne anbefalet nogle. Vi kendte heldigvis nogle fra et tidligere byggeri, som vi brugte.


5.

Lav en god planlægning, inden I går i gang med at bygge, gennemgå det hele nøje med entreprenøren, og få alt specificeret. Aftal milepæle under projektet, og følg op på, at der bliver leveret i henhold til det aftalte. Betal først rater, når der er leveret.

 

6.

Følg om muligt med i byggeriet på nærmeste hold. Vær på hele tiden, så vidt er muligt. Hvis I selv beslutter at projektlede byggeriet, er det meget vigtigt, at I selv har indsigt i tingene.

 

7.

Husk at tegne en byggeforsikring. Ejendomsforsikringen dækker ikke, hvis der opstår skader på byggepladsen.

 

8.

Vær ’up front’ i forhold til naboerne og adviser dem om, at der skal bygges. Giv dem også et mobilnummer, så de kan få fat i jer hvis det skulle blive nødvendigt.

 

9.

Husk, at det ikke kun er huset, som koster penge. Afsæt også et pænt stort beløb til have, fliser osv. Det er altsammen dyrt. Haven skal anlægges igen og forfra, fordi grunden er ødelagt af maskiner og materialer.


10.

Der  kan spares mange penge ved selv at søge på nettet efter hvidevarer, sanitet m.v.

 

 

 
 
Ejendomsmæglere på KEYBO.dk     Boligleksikon
KEYBO.dk - Engtoftevej 7,st. - 1816 Frederiksberg C - kontakt Johnnie Ankjær – 21 44 18 18